Kunst i Pinsen i hele maj
Den traditionsrige rute Kunst i Pinsen nærmer sig med åbne værksteder, atelierer, gallerier og kunstnerhjem. Allerede nu holder Holbæk Bibliotek en optaktsudstilling med smagsprøver.
Af Tilde Normann Vang
33 udstillingssteder – atelierer, værksteder, gallerier og private hjem, professionelle og amatører – er med på ruten i årets Kunst i Pinsen i Holbæk Kommune 7.-9. juni.
Og allerede nu kan du tyvstarte og stifte bekendtskab med en del af deltagerne på en optaktsudstilling på Holbæk Bibliotek.
Udstillingen bliver afholdt for fjerde gang i år og byder på smagsprøver af den kunst, kunsthåndværk og de kreative udtryk, du kan møde hos de kunstnere og gallerier i Holbæk Kommune, som slår dørene op i hele pinsen.
Frem til den 10. juni er der på Holbæk Bibliotek udstillet værker af forskellige kunstnere, som alle deltager i årets Kunst i Pinsen i Holbæk Kommune.
8 af kunstrutens i alt 33 stoppesteder er repræsenteret med malerier, tekstilkunst og keramik.
Der er smagsprøver fra Atelier 21 i Holbæk ved Jette Maach, Anne Lethan i Svinninge og Yuliya Solodka i Holbæk. Fra biZart gallery i Holbæk deltager Britta Ortiz, fra Kunstnergruppen Corona deltager Ditte Sørensen og fra Atelier Østerled i Holbæk deltager Jane Mølgård Tekstilkunst, Karen Hilden og Vibeke Jensen.
Samtlige 33 stop på pinse-kunstruten i Holbæk Kommune kan ses i årets katalog, der kan hentes på bibliotekerne i Holbæk, Tølløse, Jyderup og Svinninge.
