Gøglervognen fra Mørkøv

I 1950’erne blev Mørkøv kendt ud over hele Sjælland. Det skyldtes, at man dér havde en Gøglervogn med en flok glade amatører, som tog rundt og optrådte med sang, monologer, sketches, akrobatik m.v.

Sort-hvid foto: Udendørs optræden af Gøglervognen ved forsamlingshuset i Stigs Bjergby. Dannebrog er hejst i flagstangen.
Udendørs optræden af Gøglervognen ved forsamlingshuset i Stigs Bjergby. Udateret.

Af arkivar Inge-Lis Madsen

Det var en tid, hvor man ellers hørte meget radio, hvor der kun var én fjernsynskanal – og hvor folk ikke havde noget imod at lade sig underholde af amatører!

Den mand, der fik ideen til den lokale udgave af Gøglervognen, var Jens K. Jacobsen, som boede i Ibs Huse. Han var blevet inspireret af Danmarks Radios Svend Petersen, der sidst i 1940’erne drog land og rige rundt, og lod amatører optræde med sang og musik.

Jens K. Jacobsen var søn af en træskomand og elskede allerede som barn og ung teaterverdenen. Men det var ikke den, der blev hans levebrød. På sit visitkort kunne han som 60-årig skrive gartner, tællingsmand for kommunen, ledvogter, plantagearbejder, dilettantinstruktør, forfatter af lejlighedssange og ikke mindst gøglervognskusk.

Efter at have oplevet Svend Petersens Gøglervogn fik han lyst til at prøve noget tilsvarende. Han samlede en flok amatører, der havde mod på at optræde – da der var flest, var man 25 i truppen. De tog rundt til forsamlingshuse, kroer og hoteller på hele Sjælland og optrådte med et program, der spændte fra det seriøse til det mere løsslupne. Det vigtigste var, at det kunne underholde. Langt de fleste af numrene blev lavet af gøglerne og Jens Jacobsen selv, der i øvrigt også havde jobbet som hurtig-snakkende konferencier. 

Ud over at optræde i forsamlingshuse, lavede man også friluftsforestillinger, hvor der kom rigtig mange mennesker – helt op til 15.000 kom for at opleve Gøglervognen og lade sig underholde.

Gøglerne optrådte både i by og på land. I en avisartikel fortæller Jens Jacobsen, at der var stor forskel på tilhørerne. By-publikummet var meget lettere ”at få med,” mens publikum på landet var mere skeptiske over for det de så og hørte – i hvert fald i starten!

Transporten rundt foregik i en ”rigtig” gøglervogn – det var en gammel bus, der blev kørt af Jørgen Petersen fra Svinninge. Egentlig var der max plads til 30 personer i bussen, men det skete tit, at der var op imod 50 passagerer, når man skulle ud at optræde!

Medlemmerne af truppen kom mange steder fra. I Jyderup Lokalarkiv er vi så heldige at have en liste over aktører i 1950-58. Her finder vi fire med adresse i Mørkøv, tre fra Svinninge, tre fra Kalundborg, tre fra Hørve, to fra Holbæk, en fra Snertinge, en fra Rørvig, en fra Ringsted, en fra Brøndby og en fra Faxe. Så den geografiske spredning var relativ stor. 

Med i Gøglervognen var også fra 1952-59 tre søskende fra Hørve: Knud Thormod og Svend Christiansen samt lillesøsteren Inge. Drengene spillede harmonika, mens søsteren sang. Når de optrådte i Gøglervognen, kaldtes de ”Børnetrioen.” Efter at de var sluttet der, slog de sig sammen med Tonny Elm Larsen, udskiftede harmonikaerne med trommer og bas og dannede popgruppen ”Five Tonnys.” Søsteren Inge blev i øvrigt gift med Tonny!

Der er næppe nogen, der har et præcist tal på, hvor mange gange Gøglervognen var på scenen, men det er sandsynligvis hen mod 1200 optrædener, de nåede at have. Vi ved heller ikke, hvornår Gøglervognen stoppede med at turnere, men glansperioden var fra ca. 1950 til begyndelsen af 1960’erne.

Sort-hvid foto: En del af truppen Gøglervognen ved siden af bussen foran Stenlille Hotel.
En del af truppen Gøglervognen ved siden af bussen foran Stenlille Hotel d. 11. juni 1955.
Sort-hvid foto: Gøglervognen optræder på Røde Vejrmølle Kro. To mænd sidder på stole på en scene.
Gøglervognen optræder på Røde Vejrmølle Kro i 1956 eller 1957.
Farvefoto/collage af børnetrioen Svend, Inge og Knud fra Hørve. To drenge med kaptajshatte, der spiller harmonika og en pige i midten med en hånd på hver deres skulder.
Børnetrioen Svend, Inge og Knud fra Hørve. Drengene spillede harmonika og søsteren Inge sang. EB Foto, Hørve, 1955.