FLAC-bilen fra Jyderup

I 1914 startede fire opfindsomme og energiske brødre en produktion af biler på Drivsåtvej 32 i Jyderup. De hed Frederik, Ludvig, Alfred og Carl Jacobsen, og bilen navngav de FLAC efter forbogstaverne i deres navne.

Sort-hvid foto: Produktionshallen på Drivsåtvej 32 med Brdr. Jacobsen og deres personale.
Produktionshallen på Drivsåtvej 32 med Brdr. Jacobsen og deres personale. Datering: 1914-15.

Af arkivar Inge-Lis Madsen

Familien stammede fra Rådbjerg, men flyttede i 1902 til Drivsåtvej 32, hvor de etablerede sig med Automatfabrikken Standard, der senere tog navneforandring til Nordisk Automatfabrik. Sammen med en femte bror, Peder, havde de allerede i nogle år opfundet vidt forskellige genstande og sat dem i produktion, bl.a. tøjklemmer, urklemmer, tøjruller, legetøj samt automater til postkort og cigaretter.

Det var meningen, at den lille topersoners bil, som de nu satte i produktion, skulle konkurrere med de små engelske bilmærker, der netop da blev mere og mere populære i Danmark. De gik i samarbejde med firmaet Mammen og Drescher, der havde afdelinger i Århus og København, om projektet. 

Men 1. verdenskrig kom i vejen og stoppede bileventyret næsten inden, at det var startet. Hvor mange biler, der nåede at blive produceret på fabrikken i Jyderup, vides ikke med bestemthed, men det er formentlig under 30 stk. De sidste biler blev annonceret til salg i 1916 – herefter leveredes sandsynligvis kun komponenter til andre bilmærker.

Om en eller flere af brødrene selv kørte rundt i en FLAC-bil, vides ikke. Lokalarkivet i Jyderup ligger inde med et foto fra omkring 1930, hvor Carl Jacobsen kører på Drivsåtvej med sin familie, men det er næppe en af slagsen.

Sort-hvid foto: Carl Jacobsen og hans familie i bil på Drivsåtvej.
Carl Jacobsen på Drivsåtvej med sin familie omkring 1930.